Polarstratosfæriske skyer (PSC) ses ofte med et flot farvespil i polarområderne. Dog er der en skyggeside bag deres flotte facade. De spiller nemlig en afgørende rolle for dannelsen af ozonhuller.
Når polarstratosfæriske skyer dannes, sker det med udgangspunkt i de såkaldte sulfat-aerosoler.
Sulfat-aerosoler består af flydende dråber af svovlsyrer og forekommer i det såkaldte Junge-lag, der strækker sig fra 10 til omkring 30 kilometers højde.
Forekomsten af sulfat-aerosoler i atmosfæren varierer meget, men stiger kraftigt efter større vulkanudbrud, hvor stratosfæren kan tilføres store mængder af svovlforbindelser. Dermed ses store ozonhuller ofte efter store vulkanudbrud.
I de polare egne falder temperaturen igennem vintermånederne til under minus 80 °C. Ved så lave temperaturer kondenserer salpetersyre med vanddamp og danner faste eller flydende skypartikler (PSC type 1).
Hvis temperaturen er endnu 5-7 °C grader lavere, bliver luften mættet i forhold til is, og der kan dannes egentlige iskrystaller (PSC type 2).
Jo lavere temperaturen er, desto flere polarstratosfæriske type-2 skyer bliver der dannet.
Skyerne har stor udbredelse over Antarktis, da der her bliver meget koldt. De observeres mere sporadisk i de arktiske egne.
Skyerne dannes i 15-25 kilometers højde og efter solnedgang belyses de på undersiden, hvorved de fremtræder lysende mod den mørke himmelbaggrund som vist på fotoet.
