Sankthansvejret fra 1993 til 2022

For femte år i træk bød sankthansaften på dejligt sommervejr. Solen skinnede over landet, og aftenen bød på behagelige temperaturer og ikke ret meget vind.

Her kan du se, hvordan vejret har været på sankthansaften siden 1993.

2022

Sol over hele linjen, temperaturer mellem 17 og 23 °C og let til jævn vind.
What’s not to like!?

Sankthansaften i Hakkemosen i Taastrup

Sankthansaften i Hakkemosen i Taastrup. Foto: Mogens Rønnebek.

2021

En mild aften med kun let vind, stort set tørt over hele linjen og behagelige temperaturer omkring 15-19°C, noget køligere i Vestjylland.

2020

Den skønneste sommeraften badet i solskin fra den nedgående sol. Luksus-temperaturer mellem 18 og 21 °C og kun svage vinde.
COVID-begrænsninger i antallet af forsamlede personer dryppede desværre malurt i bægeret en del steder.

2019

Smuk sommeraften med tørvejr og solskin de fleste steder. Lune temperaturer mellem 15 og 21 °C og svag til let vind.

2018

Fint vejr. Temperaturen lå mellem 15-19 grader, og vinden var let til jævn. Aftenen bød på sol mange steder og det holdt tørt i stort set hele landet. Mange steder blev festen dog ødelagt af forbud mod bål på grund af langvarig tørke.

2017

Blandet vejr. Temperaturen lå mellem 13-18 grader, og vinden var let til hård. Aftenen bød på enkelte solstrejf og regnbyger nogle steder.

2016

En ganske blandet fornøjelse. Mange steder i landet blev aftenen afbrudt af til tider meget kraftige byger med torden og vindstød, men der var også plads til solstrejf hist og her. Temperaturen lå i den høje ende mellem 17-21°C, og vinden var overvejende let til jævn.

2015

Langt de fleste steder i landet en solrig og tør aften. Temperaturen lå mellem 14-17°C, og vinden var let til jævn.

2014

Blandet vejr, men generelt var det køligt og overskyet de fleste steder. Den sydvestlige del af landet blev ramt af byger.

2013

En ganske pæn aften med let vind og tørvejr de fleste steder.
 

2012

En kølig aften med spredte byger.
 

2011

En skyet og kølig aften med spredte byger.
 

2010

Andet år i træk med stort set perfekt sankthansvejr langt de fleste steder. Vi oplevede således igen svag vind, tørt vejr, ca. 15-18°C og fik i tilgift en fantastisk, næsten fuld måne at gå hjem til.

2009

Svag vind, tørt vejr, ca. 15°C og en smuk solnedgang.

 

2008

En blæsende, kølig men overordnet tør aften med kraftig vind fra vest. Temperaturer på 10-16°C.

2007

Flot aften med let til jævn vestlig og sydvestlig vind og temperaturer på 14-17°C.

2006

Nok så solrig, tør og med temperaturer på 15-19°C.

 

2005

Svag vind, lunt og tørt vejr og solskin.

 

2004

Blæsende fra syd og sydøst, kraftige byger mange steder, omkring 14°C.

 

2003

Meget våd og blæsende over det meste af landet.

 

2002 og 2001

Overvejende tørt vejr og temperaturer mellem 15 og 20°C.

 

2000

Lidt trist med regn og torden.

 

1999

Køligt, men solen tittede frem mellem bygerne.

 

1998

Tør og solrig - en aften der indbød til bålfest til langt ud på aftenen.

 

1997

Lidt af hvert - nogle måtte have paraplyerne frem, mens andre fik en nedgående sol at se.

 

1996

Tør omend kølig.

 

1995 og 1994

Udevejr, men det var kun i 1995, at man kunne undvære sweateren eller vindjakken.

 

1993

Paraply-vejr mange steder i landet.

 

Af DMI's kommunikationsafdeling
Opdateret 24. juni 2022.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle