Det gik langt fra fredeligt for sig, da Danmarks værste skypumpe i nyere tid slog ned nordvest for Holstebro for præcis 50 år siden.
Den 11. februar 1962 var dagen for den alvorligste skypumpe i nyere dansk vejrhistorie. Skypumpen slog ned i et område nordvest for Holstebro.
Beretningerne fra dengang lyder på, at omtrent 100 bygninger blev mere eller mindre beskadiget. Efterfølgende viste det sig, at bygningsmaterialer var transporteret over en strækning på op til 13 kilometer!
Af andre voldsomme hændelser kan nævnes, at en skurvogn blev smidt op i luften og elektriske ledninger på et jernbaneterræn revet ned. Skypumpen passerede også en plantage, hvor 500 træer knækkede eller blev revet op med rode.
