Beskyt din bolig mod smeltevand

Mild luft og regn drager nu ind over landet. Så går det stærkt med at smelte den sidste sne. Og når det sker, skal du beskytte din bolig mod de store mængder vand som ny nedbør og gammel sne tilsammen producerer.

Sne bliver fjernet fra tag

Når al den sne smelter på én gang, bliver det til en temmelig anseelig mængde vand. Foto fra Midtsjællands svæveflyveklub, Tom Jørgensen.

Mange steder i er snepakken svundet væsentligt den seneste uge. Der er dog fortsat en hel del vand bundet i den resterende mængde som hurtigt bliver frigivet, når regn og endnu mildere luft drager ind over landet.

"Regn er supereffektiv til at smelte sne - meget bedre end mild luft alene", forklarer meteorolog Lone Seir Carstensen.
"Samtidig bidrager regnen med yderligere vand, så mængderne, der pludselig skal væk, kan være anseelige".

Rundt om i landet har der allerede været mange problemer med smeltevand, som er trængt ind i boliger. Og med den hastige smeltning de kommende døgn, kan endnu flere blive generet af vandet.

Her kommer en liste over tiltag, som kan være med til at forebygge, at også du får skader eller for den sags skyld kommer til skade...

  • Fjern istapper (men pas på ikke at komme til skade under processen).
  • Fjern fygesne på loftet, før den smelter.
  • Tøm tagrender for is enten ved håndkraft eller med de varmelegemer, som findes i en del nyere installationer.
  • Tjek nedløbsrør og afløb for skader og tilstopning; enten af is eller f.eks. blade.
  • Tjek flade eller næsten flade tage for blokeringer (ofte is), der kan forhindre vandet i at løbe af.
  • Fjern sne fra riste, så vandet kan løbe væk. Det gælder både riste i vejsiden nær huset og riste i f.eks. kælderskakte.
  • Fjern store bunker sne tæt på huset.
  • Grav om muligt - og hvis nødvendigt - render der kan lede vandet væk fra kritiske områder.
  • Luk eventuelt udluftningskanaler til kældre og krybekældre, kældervinduer og lavtsiddende døre med krydsfinerplader + gummitætningsliste eller sandsække. Husk at fjerne tildækningen af udluftningskanalerne hurtigst muligt igen, når sneen er smeltet.

Listen er sammenstillet med hjælp fra IT og Projektchef Kim Sarup, Skadeservice Danmark og derudover delvist baseret på materiale publiceret af Forsikring og Pension. Se 'Værd at Vide'-boksen til højre.

13. januar 2011.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram