Australske oversvømmelser har lange udsigter

De oversvømmelser, som i disse dage dækker et område svarende til Tyskland og Frankrigs areal i den australske delstat Queensland, har været længe undervejs og har desværre endnu lange udsigter.

Selv om regn- og flodvandet nogle steder er begyndt at trække sig tilbage, så er der stadig mange dages massive oversvømmelser i vente, og særligt omkring floden Fitzroy ser det slemt ud. Lokale hydrologer til medierne, at det efterhånden ret ulækre vand ikke har nogle steder har at løbe hen. Derfor er det ikke nødvendigvis en positiv nyhed, at stigningen i vandstanden ser ud til at toppe senere tirsdag. Det betyder blot, at vandet vil blive i det niveau i flere dage.

Landskab med flod der er gået over sine breder

Oversvømmelser i Rockhampton, 31. december 2010, efter floden Fitzroy er gået over sine bredder. Foto Tatiana Gerus, under Creative Commons Attribution 2.0-licens.

Omkring floden ligger mange hundrede hjem fuldstændigt under vand og tusinder af ejendomme er i mere eller mindre grad ødelagt. Og myndighederne i Queensland har allerede meldt ud, at omkostninger ved oversvømmelserne langt vil overstige erstatningsmidlerne.

Sådan gik det til

Allerede i det australske forår i månederne september til november regnede det rekordmeget i store dele af det østlige Australien. Det fyldte grundvandsmagasinerne godt op, efter der havde været tørke gennem flere år.

Igennem december var Queensland så udsat for en stribe af meget kraftige regnskyl, der skabte adskillige lokale oversvømmelser, som blandt andet lukkede en vigtig kulmine. De fleste af juledagene regnede således også væk blandt andet som følge af den tropiske cyklon Tasha, og det fik den 28. december myndighederne til at erklære det sydlige Queensland for katastrofeområde.

Den 30. december skyllede den værste oversvømmelser i århundreder ind over byen Bundaberg, nord for Brisbane, og lige på den anden side af nytåret afskar vandmasserne lufthavnen ved Rockhampton.

Den 3. januar steg vandet i Rockhampton voldsomt, da floden Fitzroy gik over sine bredder. Det betød, at de 75.000 indbyggere var helt afskåret fra omverdenen og en storstilet evakueringsindsats blev sat i gang.

Og indbyggerne i de hårdest ramte områder venter nu frygtsomt på, at oversvømmelserne ventes at toppe i løbet af tirsdag, rapporterer lokale medier.

4. januar 2011.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram