Alle er enige: 2010 usædvanlig varm

Kloden havde hedetur i 2010. Så langt er alle enige. De tre centre, der udregner globale temperaturer, har nu alle afsluttet beregningerne for 2010 og trods minimale foreskelle, så er alle enige om, at 2010 var meget varmt. Og i det globale billede betyder det ikke noget, at Danmark var koldt.

På verdensplan oplevede langt de fleste regioner markant højere temperaturer end normalt trods de to kolde vinterbidder i Danmark. Eksempelvis blev Vestrusland ramt af en usædvanlig hedebølge i august.

"Særligt Nordøstcanada og Vestgrønland skiller sig ud med en temperatur på mere end 4ºC over normalen," siger seniorforsker Martin Stendel, Danmarks Klimacenter, DMI, og fortsætter: "faktisk spredte varmen sig over hele Arktis." Det skyldtes isens tilbagetrækning, som igen næsten nåede en rekord sidste år.

Afvigelser fra gennemsnitstemperatur

Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for hele året 2010 og for hele Jorden. Kort er i Robinson-projektionen for at give en mere nøjagtig fornemmelse af de korrekte størrelses- og arealforhold.

Målinger ved overfladen i det Indiske Ocean og det Atlantiske Ocean viser også temperaturer på omkring 1ºC over gennemsnittet.

"Det er en ganske stor afvigelse, da opvarmningen fra Solens stråling spreder sig over de øverste få hundrede meter på grund af strømninger," siger Martin Stendel. Gennemsnitstemperaturen i Stillehavet var til gengæld lavere på grund af en ret kraftig La Niña sidst på året.

Illustration af La Nina

Skematisk illustration af La Nina fænomenet. Grafik: Carsten Kersø.

La Niña og modsætningen El Niño er et koblet ocean-atmosfære fænomen der hvert andet til syvende år udløser en kæde af vejrmæssige forandringer over store dele af kloden. I El Niño-år påvirker det varmere overfladevand i det tropiske, østlige Stillehav den globale temperatur. Det omvendte sker i La Niña-år. Her dominerer koldt overfladevand den tropiske del af det østlige Stillehav. Som en konsekvens får eksempelvis Australien mere nedbør.

Ifølge analyser fra National Climatic Data Center (NCDC) i USA sluttede 2010 sluttede som det næstvarmeste år nogensinde lige efter 2005. Hos NASA/Goddard Institute for Space Physics (GISS) ligeledes USA har 2010 som det varmeste i de 131 år, hvor der har været foretaget instrumentobservationer. Og senest har de europæiske kolleger i Climate Research Unit/Hadley Centre (CRU), England afsluttet beregningerne og kårer året som det næstvarmeste efter 1998.

Afvigelsen fra gennemsnittet 1961-1990 var 0,52 ºC for NCDC, 0,56 ºC for GISS og 0,48ºC  for CRU.

La Nina sætter varmen i perspektiv

Varmen i 2010 er interessant sammenlignet med andre varme år som 2005 og 1998, idet ingen af de sidstnævnte år blev påvirket af La Niña fænomenet. 2005 var næsten neutralt, mens 1998 bød på den største El Niño-hændelse i mere end et århundrede.

"2010 har altså været meget varm på trods af La Niña, og det gør sidste års varme meget usædvanlig," siger klimaforskeren fra Danmarks Klimacenter, DMI.

Graf af månedlig middeltemperatur

Forskellene mellem de tre datasæt ved overfladen (NCDC, GISS og CRU) er betydeligt mindre end selve opvarmningen af Jorden. De tynde linjer viser månedlige temperaturafvigelser for de tre datasæt, mens de tykke linjer er de tilsvarende middelværdier over 10 år. Figuren indeholder de til enhver tid seneste opdateringer. Grafik: DMI.

Varmest eller næstvarmest

Spørgsmålet er, om det er afgørende om 1998, 2005 eller 2010 var det varmeste år nogensinde.

Ifølge klimaforsker Martin Stendel har det ingen betydning for: ”forskellene mellem disse år er så små; ca. 0,01 ºC, at de faktisk er mindre end usikkerheden i selve beregningen”.

De næstvarmeste år hidtil - 2002, 2003, 2006, 2007 og 2009 - ligger så tæt på hinanden, at forskellen blot er 0,03 ºC. Hvilket år der er varmeste, hos hvilket institut er derfor ikke afgørende.

"Det interessante er trenden, og den viser klart, at det er blevet varmere – også siden 1998 – ifølge alle institutioner," siger Martin Stendel og fortsætter:

"Den meget lille forskel på 0,03 ºC skyldes først og fremmest, at regioner uden data håndteres forskelligt blandt institutterne." For eksempel mangler der målinger over dele af Afrika, i Amazonas-området, i ørkener og i Arktis samt Antarktis. Specielt i Arktis er der kun få målestationer, fordi der er store områder, hvor der ikke er land. CRU vælger ikke at interpolere i regionerne uden data, og GISS fylder disse "huller" ud med observationer fra de nærmeste landstationer. NCDCs fremgang er en mellemting i forhold til CRU og GISS.

Alle tre metoder indeholder usikkerheder: Når CRU ikke foretager nogen form for interpolering, antager de, at opvarmningen i Arktis er lige så stor som gennemsnittet af, hvor der er stationer.

"Men satellitobservationer viser tydeligt, at opvarmningen derfor undervurderes på grund af den meget voldsomme tilbagetrækning af arktisk havis de senere år," siger Martin Stendel. Modsat CRU overvurderer GISS muligvis opvarmningen. Martin Stendel slutter: "At kigge på alle tre analyser er derfor ikke et tegn på usikkerhed, men hjælper os til at vurdere, hvor stor effekten af opvarmningen i de arktiske områder faktisk er."

Graf af global månedsmiddeltemperatur

Landmasserne opvarmes hurtigere end oceanerne på grund af oceanernes store varmekapacitet. Temperaturerne for land og ocean (tynde linjer), 10-årige middelværdier (tykke linjer) og forskellen mellem de to tykke linjer som farvet flade.

Satelitterne støtter op

Siden december 1978 har vi haft data fra satellitter til rådighed. Satellitobservationer kan nemlig hjælpe os til at få et mere nøjagtig billede af temperaturforhold i nærheden af Jordens overflade, og det selv om satellitten generelt ikke direkte kan se overfladen på grund af skyerne. Bortset fra de velkendte tidsserier fra NCDC, CRU og GISS vises der (som en sort kurve med farvet baggrund) den såkaldte ECMWF ERA-Interim reanalyse. Sidstnævnte er en tidsserie, hvor satellitobservationer er holdt op mod andre observationer. Og ved at forstå forholdet mellem satellitmålingerne og mere jordnære observationer er det muligt bruge satellitmålingerne de steder, hvor der ikke er jordmålinger til stede.

Graf af overflade månedsmiddeltemperatur

Ovenstående grafik viser, at reanalysen viser næsten de samme resultater som de konventionelle observationer fra målestationer ved overfladen. Husk at referenceperioden i grafikken (1989-2008) er ikke den samme som i de foregående (1961-1990), fordi reanalysedata først er til står til rådighed fra 1989). At overensstemmelsen af de fire kurver er så godt, er faktisk et vigtigt argument for, at ekstrapolation af data til polarområderne er ganske realistisk.

20. januar 2011.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram