Den lodrette forskydning af vandsøjlen ved jordskælv er forholdsvis lille, for eksempel af størrelsesorden 10 meter. Det skal ses i forhold til den totale vanddybde, som i dybhavet typisk er 3-4 kilometer. Men vandet sættes i bevægelse over et stort geografisk område, og over hele dybden, fra overflade til bund.
Denne bevægelse spreder den del af energien, som jordskælvet har afsat i havet ud fra det såkaldte epicenter.
Meteornedslag og klippeskred
En tsunami kan også skabes af nedslag i havet. De mest ødelæggende tsunamier denne klode har oplevet skyldes formentlig meteornedslag i forskellige dele af verdenshavet. Store meteornedslag ligger millioner af år tilbage i tiden, og forhåbentlig kommer vi ikke til at opleve flere af den slags indenfor en overskuelig fremtid.
Inden for historisk tid har der været adskillige eksempler på tsunamier forårsaget af bjergskred, hvor et stykke af en klippevæg river sig løs og styrter i havet. Man kan forestille sig effekten, når flere hundrede millioner tons klippe fra en højde af 1-2 kilometer skrider ned i havets overflade.
I de sidste 100 år er der bl.a. registreret bjergskred og efterfølgende tsunami i Grønland og Alaska. Visse bjergsider er klassificeret som ustabile, hvilket vil sige, at man regner med, at de på et eller andet tidspunkt vil skride i havet. Efter et klippeskred i 2017 i den grønlandske Karrat Fjord, hvor den efterfølgende tsunami kostede fire menneskeliv, er der sat yderligere fokus på dette arbejde.
En af de mest kendte er Cumbre Vieja vulkanen på den kanariske ø La Palma, hvor der er spekuleret en del i, hvor alvorligt et skred kan blive for den amerikanske østkyst et par tusinde kilometer derfra.
