På internationalt plan har der været fokus på, hvor meget af indlandsisen, der smeltede i sidste mellemistid. Denne mellemistid bliver kaldt Eemtiden, og var her for 130.000 til 115.000 år siden.
I Eemtiden var der gennem årtusinder fem grader varmere i Grønland end nu, og vandstanden i verdenshavene var fire til seks meter højere end i dag.
Eemtiden er derfor et muligt sammenligningsgrundlag for fremtidens klima.
I 2007 fandt en forskergruppe fra Københavns Universitet, under ledelse af professor Eske Willerslev, gener fra forhistoriske træer, urter, græsser og insekter i den mudrede is i bunden af en iskerne, som er udboret ned gennem iskappen i Sydgrønland.
Bundisen kan ikke dateres direkte, men ved hjælp af fire uafhængige metoder blev skoven estimeret til at være mellem 450.000 og 800.000 år gammel.
Den gode nyhed er, at isdækket i Sydgrønland, som er mest udsat for smeltning, ikke kollapsede i den varme Eemtid. Hvis der havde vokset træer og planter på stedet i den sidste mellemistid, ville alle DNA-spor fra tidligere økosystemer nemlig være gået tabt.
Ved nyere iskerneboringer (NEEM) fra Nordgrønland kan vi se, at selv om indlandsisen var op til 300 meter lavere i midten, var der ingen kollaps af indlandsisen.
Professor Dorthe Dahl-Jensen fra Københavns Universitet har udført modelberegninger, som peger på, at iskappen i Sydgrønland svandt ind til en kilometers højde i Eemtiden - mod to kilometer i dag - og at afsmeltningen fra indlandsisen bidrog med to meter til vandstandsstigningen i havene.
Resten af vandet, der bidrog til havniveaustigningen, må derfor være kommet fra Antarktis.
Iskerner giver os meget specielle og værdifulde klimadata. Informationerne fra dem kan sammenlignes med de resultater, som klimamodeller beregner sig frem til og på den måde teste, om modellerne fungerer korret. Og dataene fra iskernerne kan lære os noget om, hvor stabilt det nuværende klima egentlig er.
Temaansvarlig Ruth Mottram
Delvist baseret på tekst af Rolf Haugaard Nielsen
Opdateret 4. juni 2018
