Viden om vejret har stor betydning for mange forskellige dele af samfundet. Data fra DMI bruges i dag i mange forskellige brancher og virksomheder. Meteorologiske data bruges for eksempel til planlægning af den daglige drift i landbruget, estimering af energipriser, planlægning af bygge- og anlægsprojekter, placering af vindmøller og præsentationer af vejret i medierne.
DMI’s observationsdata har hidtil været betalingsbelagte. Nu kan alle typer brugere frit og simpelt anvende observationsdata til eksempelvis udvikling af nye apps og digitale services inden for en lang række sektorer. Ligeledes kan DMI’s observationsdata frit bearbejdes eller integreres i styresystemer eller planlægningsgrundlag.
Nedenfor vil DMI løbende indsætte cases, hvor myndigheder, virksomheder, iværksættere eller borgere fortæller om deres anvendelse af DMI's data. Hvis du er interesseret i at se kodeeksempler fra andre brugere af DMI's Frie Data, kan de findes i API-dokumentationen.